Med denne veloplagte fjolle-vrøvle-verse-bog debuterer Peter Gotthardt og Luca Fattore som billedbogsmagere. Bogen består af et par og tyve ualmindeligt fjollede vers om dyr. Foruden de almindelig kendte dyrearter præsenteres vi for kagledyr, kribledyr, kagebjørne, ædeorner og mange flere. Versene er enkle, rytmestærke og let tilgængelige. Stilen er fjolle-humoristisk i retning af "Flemming er en flink flamingo der kan li' at spille bingo. Versene er skægge og uhøjtidelige, renlivet ordkløveri og underholdning. Enkelte af versene giver desuden anledning til spøjse iagttagelser af sproget, mest tydeligt i digtet: "Mon en bænkebider bider bænke", hvor der stilles sjove spørgsmål til dyrenes navne. Hvor smutter en gærdesmutte hen, og hvordan klapper en klapperslange? Luca Fattores kraftfulde og humoristiske malerier føjer helt særlige dimensioner til dyre-versene. Der er er et væld af frodige, fantasifulde og fjantede detaljer i de velkomponerede billeder. Denne Luca Fattore har forhåbentlig ikke illustreret sin sidste billedbog. Fin sammenhæng mellem ord og billeder. Masser af sjov ord-fjolleri, især for de 5 til 10-årige.