Cd-rom. Med adskillige succesfulde spil bag sig, er Sid Meier blevet synonym med især strategispil af højeste kvalitet. Civilization-spillene behøver næppe den store præsentation i bibliotekerne. Flere af titlerne er tidligere blevet tilbudt og er sandsynligvis ved at være slidt flere steder. Her er chancen for at råde bod på det, for nu kommer så en samling Civilization chronicles gennem tiderne og det er ikke uden grund, at samlingen bliver præsenteret som "the ultimate Civilization collection". Her er virkelig kræset for fans af serien. Samlingen indeholder hele fem disks hvorpå der er "Civilization", "Civilization II" med tre udvidelser, "Civilization III" med to udvidelser og "Civilization IV". På femte disk findes manualer og ekstra materiale i form af bl.a. skrivebordsbaggrunde, soundtracks og podcasts. Sidste disk er en dvd med interview med Sid Meier, der fortæller historien bag flere af spillene, interviews med bl.a. Soren Johnson der designede Civilization IV m.m. Med samlingen følger desuden en 91 siders bog med yderligere interviews med Meier og Johnson, et udvalg af art-designernes tegninger og skitser og baggrundsartikler. Dertil kommer plakatstore advances charts, hvorpå civilisationernes udvikling kan følges og endelig et fuldt kortspil, der kan spilles af 2-4 spillere. Der er sket en kæmpe grafisk udvikling fra første del af serien så dagens lys i 1991 til fjerde del i 2005, mens spilkonceptet er stort set uændret: Før civilisationer gennem årtusinders udvikling, med alt hvad det indebærer af økonomi- og ressourcestyring, politiske alliancer, krige m.m. Her er timers underholdning for nye såvel som øvede strategispillere fra 12 år, men dog mest for voksne. Pegi 12+ er i orden, mens advarsel mod voldeligt indhold er noget overdrevet.