"På "International" havde guitaren en del at skulle have sagt. Den fungerede ofte som et skurrende element, ligesom vokalen gjorde det. På Compassion har maskinerne overtaget, og den eneste egentlige organiske aktør er mennesket, der står som et yderst fejlbarligt væsen imellem de ufejlbarlige technomaskiner - understreget af Hannes Norrvides ofte meget upolerede vokal. Og som bevæger sig rundt i et maskinelt landskab, hvor stemningerne changerer fra det næsten poppede, som på nummeret »Stardom«, til det dystopisk, technoapokalyptiske på et nummer som det instrumentale »Easy Window«".