"Crack-Up er stadig et højstemt værk, men der er også plads til både noget større og noget mindre. Beach Boys-vokalharmonier støder mod symfoniske klangmalerier. Der er repeterende, oceaniske klavermønstre. Boblende elektronik. Akustiske guitar i store klangrum ... Der er også ofte et betragteligt kompositorisk og stilistisk vingefang. Hør bare »Third of May/Odalgahara«, der glider over i det smukkeste oceaniske stykke ambient impressionisme. Organisk, analogt, orkestralt. I evolution. Forunderligt.Fleet Foxes har haft syvmilestøvlerne på og er vandret uden for deres komfortzone, fri af deres naturromantiske skovbryn. Bevares, nissen har det med at flytte med, og undervejs slider de - igen - lige lovlig meget på deres harmoniske ynde, som forførte masserne til at begynde med. Men så laver de også lige et toneartskift, der trækker tæppet væk under dem selv.En vigtig disciplin for ethvert band, ja, for ethvert menneske. Ellers kører man fast. Dét undslipper Fleet Foxes fordennegang".