"Som sangskriver eller producer har Hynes haft fingrene i Florence & The Machine, The Chemical Brothers, Basement Jaxx, Diana Wickers og ikke mindst Solange Knowles. Et alenlangt cv har han altså allerede, denne 28-årige bredspektrede energibombe, der også har udgivet bøger og fotograferer (bl. a. de stilige musiker-og gadebilleder i bookletten). Men nu kan den relativt anonyme tilværelse meget vel være slut. 'Cupid Deluxe' er nemlig alt for suverænt og udadvendt et album til at friste en tilværelse i selv de mest cool skygger. Det er længe siden, pop og funk har fundet hinanden så natursmidigt i et univers, der både læner sig tilbage i penthouselejlighedens bløde hynder og lister sejt af sted i storbyens nattemørke udenfor".