Hyænehundens hævn fra 1998 og Da Løven kunne flyve fra 1999 er de første bind i den trilogi, der her afsluttes. I modsætning til de første er dette bind helliget elefanten og mange af de myter og sagn, der knytter sig til det store dyr. Efter en indledning, der også berører den afrikanske befolknings holdninger, følger biologiske facts om dyret, dets udbredelse, biotop og program for bevarelse. Så følger 25 fascinerende, humoristiske og ofte let ironiske historier samlet af forfatteren, der har levet det meste af sit liv på det store kontinent. Om Skildpadden, Leoparden, Haren, Sjakalen og andres dyrs oplevelser med og mod elefanten. Velskrevet og engagerende med gode muligheder for at drage paralleller til menneskelivet. Her i tredje bog er det en ny tegner, der med klare farver beskriver de dyr, der optræder i historien. Det sker med en stor akvarel, samt en stemningsfuld sort/hvid tegning. Udmærket litteraturliste, samt et par sider, der forklarer vanskelige ord og begreber. Bogen kan anvendes i en formidlingssituation, hvor den kan bruges på alle klassetrin, evt. i forbindelse med emner om Afrika, men den kan først selvlæses omkring 6.-7. kl., hvor interessen ikke er så voldsom. Med erfaringerne fra første bind i baghovedet er det måske mere en bog for den voksne læser.