Smask, Prut og Bøvs er 3 små trolde, der, som navnene antyder, ikke laver andet end at smaske, prutte og bøvse. Ærlig talt, jeg synes ikke, denne billedbog er særlig sjov eller givtig på nogen måde. Illustrationerne fylder højresiden, og teksten står med store og tydelige typer på venstresiden. Omslaget er blødt, og bogen minder om et kulørt hæfte. På omslaget er en tegning af de tre trolde, der bange lytter til Frøken Fugls sang, og bagpå er en situation fra bogen, hvor Tecno-Lars støder til. Illustrationerne er farverige og udtryksfulde, men de tre trolde er tegnet som nogle tynde skravl, og ikke som trolde plejer at være. Troldene tager på jordbærrov. De koger sylteslask, som de guffer i sig. Efter de har pruttet, bøvset osv. hører troldene en lyd. De møder Frøken Fugl en skrap syngende fuglekælling, der prøver at rette de tre trolde til. De bliver vasket, får pænt tøj på, lærer at spise pænt, og får helt andre vaner. Lige indtil Tecno-Lars støder til. Frøken Fugl prøver ligeledes at rette på Lars, men det lykkedes ikke. Han spiller det mest cool musik, og troldene flipper helt ud, og de prutter og smasker i takt til musikken. Det ender med, at Frøken Fugl også danser til det vilde musik, og Tecno-Lars, der i mellemtiden er blevet varm på Frøken Fugl, inviterer hende på en ballontur jorden rundt. En tynd historie, der måske vil få børn til at le over troldenes prutten og smasken.