Til læsere af Göran Tunström og P.O. Enquist, og også læsere af psykologiske og lidt "skæve" barndomserindringer, som Fosnes Hansens Løvekvinden og Bent Hallers Indtil sommeren er forbi vil falde for denne lille perle af en roman.
Göran Sahlberg debuterer her på dansk. Han er dr.phil. og underviser i religionspsykologi, og netop religionen har en fremtrædende plads i romanen. Vi er midt i 1950'erne, og den kolde krig er på sit højeste. Vor jegfortæller er 6 år, da historien starter. Hans far er prædikant, af den type der prædiker om dommedag. Han forærer sønnen et sæt sort tøj og en skrivemaskine, så han kan blive hans assistent. Moderen er ikke glad for at drengen vil gå i sin fars fodspor, hun sender ham ud at lege. Drengen er meget opvakt, han får meget med af det, som faderen fortæller, men forstår alligevel ikke sammenhængen. En dag forsvinder begge hans forældre, og han er overbevist om, at nu er jordens undergang nær, men takket være naboen Viola og Dag Hammerskjöld, som er det helt store idol i Sverige på den tid, ender det godt for drengen. I alt det triste er det en bog fyldt med megen humor og samtidig også med ømhed over for hovedpersonerne.
Der findes mange gode romaner om en barndom, som ikke altid er lykkelig.
Det er en overraskende og anderledes roman, som jeg blev i godt humør af at læse. Forfatteren forstår at skildre verden set med barnets øjne, og det giver både nogle komiske og tragiske øjeblikke, så liv og død og glæde og sorg går op i en højere enhed.