Dan Turèll - samtale og introduktion

Man må sige at bogen holder hvad bagsideteksten lover: dels at komme tæt på D. T. gennem en lang, underholdende snak mellem ham og litteraturstuderende René Højris, dels at præsentereforfatterskabet gennem »letlæste« gennemgange af 40 bøger - d.v.s. fra de første duplikerede hæfter på Arena Sub Pub (1969) til og med sidste års Drive-in digte. - Snakken går gennem stort og småt,den har bredde og intensitet. Underholdende er den, fordi D. T. er ubesmittet af almindelig vesteuropæisk tankegang og derfor i stand til at holde hvad man kunne kalde vesteuropæisk bevidsthed ud iudstrakt arm. - René Højris' gennemgang af forfatterskabet er faktisk så letlæst, at den nærmest resumerer bøgernes tekstside. Enerverende bliver det i længden - 40 bøger er mange - og noget størreoverblik udvises ikke. Lidt koket slutter bogen med karikaturtegninger, udtalelser om D. T., bio- og bibliografi. - Man kan diskutere om dette så er bogen om »fænomenet« D. T. Faktisk skriver handen jo selv hver gang.

Read the full assessment

Bogen er et fotografisk genoptryk af første udgaven fra 1977 og med ekstra tilføjelser. Det drejer sig, foruden forordet og en del nyt billedmateriale, om en redigeret kronik fra Dagbladet Politiken, som er indskrevet i teksten, og om bibliografien som er ført ajour. Bogen har været efterspurgt i mange år, men er siden blevet delvis overhalet af Peder Bundgaards Superdan fra 1995 og Asger Schnacks bog Jeg tror nok at jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste fra 2001. Alle tre bøger supplerer for så vidt hinanden udmærket og i opgavesammenhæng kan man ikke komme uden om Højris bog. Især bogens store interviewdel (som fylder næsten halvdelen af bogen) giver et godt signalement af Turèll i hans unge dage. Resten af bogen, som forfatteren selv meget rigtig sammenligner med patchwork, er en blanding af introduktion til forfatterskabet, biografi, bibliografi og citater om Turèll. Måske underholdende og informativt, men også lidt rodet. Men når det er sagt er det selvsagt en bog man bør have stående. Højris bog er primært for kendere, mens især Bundgaards Superdan også er for "almindelige" læsere af personbiografier, heri ligger forskellen.

Read the full assessment