Naturen i Danmark. Det åbne land
De folkekære kystklitter rummer en verden af liv Solbadning i læ af sandbanker, badeture i brusende bølger og lyden af vind, der suser gennem marehalmen. Der er intet som klitterne ved de danske kyster, der signalerer dansk sommer. I de senere år er der øget politisk fokus på at tillade byggerier ved de populære kyster et forslag, der vækker stor begejstring i mange økonomisk trængte vandkantskommuner. Men hvad vil det betyde for de danske klitlandskaber? Klitlandskaberne er skabt i løbet af mange tusind år af løst sand, som vinden med stor kraft har blæst mod kysten. De rummer noget af Danmarks mest oprindelige og uberørte natur med et hav af særprægede planter, svampe og dyr. De danske kystklitter er langt tættere på deres naturlige tilstand end mange andre klitområder i Europa på grund af den strikse kystbeskyttelseslovgivning i Danmark.