Denne spændende og fantastiske fortælling om Danmark gennem 15.000 år kan med fordel læses i sammenhæng, men vil også kunne bruges som opslagsværk fra folkeskolens ældste klasser.
Da Jørgen Jensen udsendte sit fremragende 4-bindsværk Danmarks oldtid, 2001-2004, blev det med rette anset som en af de største præstationer i dansk historieskrivning nogensinde. Historikeren Gert Posselt står bag nærværende udgave, og på imponerende vis har han formået at sammenskrive og ajourføre forgængerens 2500 sider til en kompakt sag på 1146 sider, der loyalt mod forlægget, tager læseren med på en fantastisk odysse, hvor danmarkshistoriens ældste tider, den skriftløse tid, gøres nærværende og levende. Teksten understøttes af et fremragende illustrationsmateriale bl.a. i form af farvefotografier, tegninger og kort.
Opdateret med den allernyeste forskning var Jensens 4-bindsværk en fortræffelig afløser for Brøndsteds Danmarks Oldtid, 1938-1940, (revideret 1957-60). I nærværende udgave synes de store linjer i Jensens fortælling styrket på bekostning af detaljerigdommen. Noteapparatet er fx helt fravalgt. Jensen har tidligere behandlet emnet bl.a. i første bind af Gyldendal og Politikens danmarkshistorie, 1988 (opdateret 2002).
Oversigtsværker over dansk oldtidshistorie har altid haft mange læsere, og denne fremragende sammenskrivning og let ajourførte udgave af Jørgen Jensens banebrydende 4-bindsværk vil både glæde tidligere læsere og finde mange nye læsere.