Opslagsbog af en kendt naturforfatter om danske dyr, svampe og planter. Bogen er i Politikens kendte håndbogslayout, her dog i stort format: 24 hovedafsnit (efter arter) med et udvalg på 764 arter samt et antal omtalt under dem. Hvert hovedafsnit er indledt med et par siders generel indledning om artsgruppen. Der er 16 afsnit med dyr, 1 med svampe og 7 med planter. Hver art er beskrevet på en halv side med en kort beskrivelse, forekomst, levevis og forveksling med andre arter. Et eller to farvefotoer i meget høj kvalitet og smukt motiv ledsager teksten. Bogen er sat op i et indbydende og læsevenligt tre-fire-spaltet layout med spredte inserater. Bogen er nærmest et udvalg fra andre af Dybbros (hånd)bøger om dyr og planter. Størrelsen gør bogen uegnet som felthåndbog, så det er mere til nydelse i lænestolen. Læserne må findes blandt alment naturinteresserede fra folkeskoleniveau. Forfatteren er kendt gennem 25 år for en snes bøger om Danmarks natur. Flere udkommer til stadighed i nye oplag, fx Fugle i farver (14. udg. 2002) og Politikens store fuglebog (2. udg. 2002).