En lille fornøjelig quizbog, hvor hovedvægten af de 600 spørgsmål er børnerelevant paratviden. På hver side stilles 8 spørgsmål i blandede emner. Der spørges til almenviden indenfor eventyr, Danmarks geografi, sport, dyreliv, ordsprog, jul, tro og overtro m.v. Emnerne er fx. Anders And og Cirkeline, og der er aktuelle quizspørgsmål fx fra medierne om børnefilm, tv-serier, MGP og kongefamilien. Der er en fin variation i sværhedsgraden og i måden, der skal svares på. Svarene findes let, da de er trykt på hovedet i en markeret klumme på samme side. Torben Plank har opfundet familiebrætspillet "Danmarksmester" og er vant til at stille spørgsmål i radioprogrammet med samme navn. Han udviser en let og dynamisk måde at stille spørgsmål på. Han har også skrevet billedbogen Filippa 1999. Det er tydeligt, at han har fingeren på pulsen m.h.t. børns interesser og almenviden. De 10-14 årige vil især kunne lade sig fornøje af bogen. De kvikke børn vil kunne svare på flere spørgsmål end deres voksne, når den anvendes til familiequiz, og det gør bogen til noget særligt blandt børnebibliotekets mange populære quizbøger. Den er aktuel og vedkommende lige nu, men de aktuelle spørgsmål og svar bliver hurtigt forældede.