Efter de fremragende Den danske forbindelse og Ikke se, ikke høre, ikke tale, begge 1998, skifter Edwardson sit persongalleri og leverer en ren politiroman. En ung svensk dreng bliver slagtet i London, kort efter dræbes to unge engelske drenge i træk i Göteborg på samme makabre måde. Efterforskningerne bringer frygt for, at mordene har været optagelser af snuff-film: hard-core porno, hvor ofrene dræbes efter tortur. Kriminalkommissær Erik Winter og hans stab samarbejder med kommissær Macdonald fra Sydlondon om sagerne, og graver sig ned i både bagsiden af London - kvarterene syd for Themsen, hvor turister sjældent kommer - og Göteborgs undergrundskødmarked. Bogen lever fuldt op til sine to forgængere, den er rasende spændende og også en sproglig stor nydelse. Personerne med den filosofiske Winter i spidsen er meget gennemarbejdede og vedkommende, og den traditionelle svenske politiske pessimisme, der trives godt i de to første romaner, er her skiftet ud med menneskelig indignation: ægte skurke er ikke nødvendigvis reaktioner på et sygt samfund.