Specialordbog, der henvender sig til de, der på et højt niveau har brug for at oversætte korrekt fra dansk til engelsk. Brugen af præpositioner på engelsk er ofte ganske raffineret og kan være vanskelig at håndtere for selv professionelle. Det er baggrunden for udgivelsen af dette omfattende supplement til de gængse ordbøger. På bogens 448 sider behandles udelukkende præpositioner, specielt i en bestemt brugssammenhæng, fx sammen med verber, substantiver eller adjektiver, men også hvor de indgår i mere eller mindre faste forbindelser, talemåder, ordsprog mv. Det betyder, at fx "på" fylder 64 sider, fra hovedanvendelser som bogstaveligt: oven på noget, eller figurativt: være oven på, til en lang række andre anvendelser, fra: på afbetaling til: åbne på klem. Bogen er således først og fremmest et hjælpemiddel for egentlige oversættere eller andre specialister inden for administration, forretningsliv, forskning eller undervisning. Andre specialordbøger, som Dansk-engelsk handelsordbog (7. udgave, 2002), behandler også præpositioner, men ikke så systematisk og i en anden sammenhæng, medens Mogens Kraghs Engelske præpositioner (1989) dels er engelsk-dansk, dels langt mindre omfattende (156 sider) og, ligesom andre mindre udgivelser mere rettet mod en undervisningssituation.