En uges netop afsluttet beskikket censorvirksomhed i mundtlig dansk aktualiserer og tydeliggør denne bogs berettigelse. Prøvesituationerne afslører, hvor vanskeligt tekstarbejde egentlig er for eleverne. Man kunne ønske sig, at hver enkelt elev i de ældste klasser havde denne bog til rådighed som opslagsværk i dansk i nogle år - ganske på linje med Retskrivningsordbogen. Her sættes fokus på det danskfaglige henvendt direkte til eleverne, der nok skal introduceres til den. Forsiden signalerer ikke umiddelbart "elev". Bogen er tænkt som et redskab/en håndbog i de ældste elevers læreproces, men også til interesserede forældre og som nyttig referenceramme for lærere. Den er opdelt i tre store afsnit. Første og største del handler om danskfagets indhold, anden del om grammatik og tredje del er et lille danskleksikon. Første del spænder vidt og afspejler danskfagets mange facetter. Der er et væld af konkrete eksempler bl.a. med en grundig gennemgang af de forskellige genrer. Målet fastholdes: øget forståelse og indsigt i sproglige og tekstlige sammenhænge. Bogen er yderst relevant på alle skole- og folkebiblioteker samt andre biblioteker i ungdomsuddannelsessystemet. Der findes lærervejledning til bogen.