Den engelske rosenforædler David Austin er skaberen af en helt ny type roser De engelske roser, der kombinerer de klassiske rosers skønhed og duft med moderne rosers lange blomstringstid og modstandsdygtighed over for sygdomme. I denne både store og fine bog om de nye roser indleder han med en detaljeret gennemgang af de engelske rosers historie og krydsningsgrundlaget for de roser, der udvikles og markedsføres af firmaet David Austin Roses. Herefter følger bogens hoveddel, en fornem præsentation i tekst og lækre farvefotos af de bedste Austin-roser. Flotte nærbilleder af smukke præmieroser får næsten læseren til at overse den korte oplysende tekst, der beskriver rosernes historie og anvendelsesmuligheder. Der afsluttes med forfatterens meget personlige overvejelser omkring brug af roser som haveplanter, nogle ualmindeligt flotte eksempler på buketter og opsatser med engelske roser og lidt praktiske dyrkningstips. Det er en krævende og dejlig havebog, der er sprængfyldt med viden om roser, og forfatterens kærlighed til den smukke blomst fornemmes overalt i beskrivelsen af både de klassiske og forfatterens egne roser. Målgruppen er professionelle, der beskæftiger sig med blomster og haveindretning - og alle haveejere med virkelig interesse for roser. Den gamle udgave af bogen fra 1999 kan stadig bruges, selv om den mangler beskrivelser af de nyeste Austin-roser.