De er den jeg elsker højest : venskabet mellem H.C. Andersen og Edvard Collin

Bodil Wamberg har med bl.a. bøgerne om fru Heiberg og Leonora Christine vist en fornem evne til at finde en forståelse af mennesket bag facaden via erindringer og andre samtidige kilder. Nu har hun kastet sig over forholdet og brevvekslingen mellem H. C. Andersen og Edward Collin. Der er ellers skrevet bøger og disputatser i lange rækker om forholdet mellem eventyrdigteren og hans velgørere i København, det Collinske Hus. Men det lykkes alligevel Bodil Wamberg at tilføre stoffet nye elementer, og det lykkes frem for alt at gøre det på en meget underholdende måde. Wambergs udgangspunkt er ikke at være nøgtern og objektiv. Hun lægger ikke skjul på, at hun finder Collinerne i almindelighed og Edward Collin i særdeleshed som distancerende og selvtilstrækkelige snobber, der havde travlt med at underkende Andersens kunstneriske geni og fremhæve hans menneskelige svagheder. Det var en livslang ydmygelse for Andersen, at Edward Collin aldrig ville være dus med ham, og bogens titel er hentet fra et af HCAs ofte rørstrømske og næsten patetiske breve til den fornuftsbetonede, jordnære Edward Collin. Wamberg svælger heldigvis ikke i teorier om Andersens homoseksualitet, tværtimod. Bogen er velskrevet, underholdende og kritisk mod huset Collin. Men netop Collinerne har jo i bogform manipuleret for at underkende Andersen og frikende sig selv.

Read the full assessment