De Fem på tyvejagt : en ny historie med Enid Blyton's personer

Bogen udkom første gang på dansk i 1974. Franskmanden har fortsat krimihistorierne om »De 5«, hvor Enid Blyton i sin tid slap. I denne opdager De 5, at nogle tyve, der stjæler fra slotte ogherregårde, gemmer deres tyvekoster i nogle underjordiske huler. Nu følger en lang beskrivelse af, hvorledes børn og tyve på skift jagter hinanden. Som sædvanlig ender tyvene bag lås og slå takketvære de kvikke børn. Bogens handling er sideløbende skildret i tegneserieform. Det støtter læsningen, men som tegneserie er der ikke meget at hente. Som krimi indeholder bogen intet overraskende,ingen gåder der skal løses. Spændingen beror på, at børnene anbringes i umulige situationer, som de altid klarer sig ud af. Har man læst én af seriens titler, gentager dette sig med storensformighed. Samtlige bogens personer er så skabelonagtige, at de nærmer sig parodier. Bogens hovedpersoner har ikke megen lighed med almindelige børn. Det er derfor svært at identificere sig medbogens helte. Levende børn ogmiljø kan få tilsyneladende usandsynlige børnekrimier til at blive virkelighedstro, men er både handling og personer så langt fra det virkelige liv som i dettetilfælde, kan man roligt springe titlen over. Fra 10 år.

Read the full assessment

I h.t. opgørelse bag på denne er der nu 28 bøger om: De 5 og ... ; hovedpersonerne er - stadig - henholdsvis 13, 2 x 11 og 9 år - og så er der jo hunden, altså hvad udvikling angår intet nytunder solen. Det kan forsåvidt også siges om selve historien - plottet - der til forveksling ligner de af de forudgående, som undertegnede tidligere har måttet læse, og det skal derfor heller ikkerefereres her, ej heller slutningen, som naturligvis også er ganske traditionel. Opbygningsvis er der dog måske noget nyt at meddele om dette bind i forhold til de tidligere: ca. hveranden side erindrettet som sort/hvid tegneserie med talebobler, hvori essensen af siden ved siden af gengives - altså: gider man ikke læse teksten, kan man nøjes (undskyld) med tegneserien, og udbyttet ersandsynligvis det samme. Det skal dog bemærkes, at af og til står der noget i taleboblerne, som ikke ordret står på tekstsiden. Omslagsillustration og de s/h inden i bogen virker ugeblads-agtige,stereotype, og ændrergivet ikke noget ved det indtryk, som læserne i forvejen har af, hvordan sådanne mirakelbørn skal se ud. Ingen kan være i tvivl om mit syn på bogen, men ... den skal nok bliveen »sællert«.

Read the full assessment