Som Trollz - den rette glød er også denne bog baseret på en dvd. Men hvor den første bog er en billedfortælling, er denne titel om de fem hjerteveninder der alle bærer navnet på en ædelsten en rigtig lille roman, hvor de mangalignende illustrationer er samlet på bogens midterste fire sider. Formen gør den langt bedre end den første bog om Trollz der virkede meget flimrende. Det er en fortælling om betydningen af venskab og sammenhold. Bogens univers, handling og personer minder meget om bøgerne om pigegruppen W.I.T.C.H., og piger i 10-12-årsalderen, der kan lide disse, vil også kunne lide at læse om Trollz. Bogen er underholdende, og målgruppen vil lægge mærke til det farvestrålende, glimmerprydede omslag, der viser de fem veninder med den enorme hårpragt og de magiske evner. En hjemmeside, film og diverse merchandise er med til at vække interessen. Da de fem pigebørn møder den ondskabsfulde gnom Simon, narrer han dem til at tro, at han er en sød lille dreng. Samtidig blegner deres ædelsten. Det betyder nul magi. Det er ikke tilfældigt, for Simon og hans hjælper monsterhunden Snarf vil stjæle deres magiske evner. Men pigernes fællesskab gør dem stærke, og sammen kan de klare alt, også den magtsyge Simon.