Det er et usædvanligt liv den sprogbegavede danske Søster Abraham f.1932 har at berette om. Allerede som barn blev hun religiøst grebet og blev som 18 årig optaget i Benediktinerordenen i Vadstena. Hun forlod senere ordenen, fordi hun fandt ordenens lydighedsbegreb forældet. I 1965 flyttede hun til Jerusalem og tog her i 1991 en filosofisk doktorgrad på Det Hebraiske Universitet. I alle årene samlede interessen sig om Kirkefædrene, de oprindelige kristne munke, den etiopiske kirke og de orientalske kirker, og hun er en kendt foredragsholder i hele Europa. Hun fortæller i en flydende stil om et turbulent, men materielt set meget beskedent liv. Ingen kan være i tvivl om en stærk religiøs kerne, som har givet hende styrke til at modsætte sig autoriteter, når det var nødvendigt. Det indre religiøse liv er dog underprioriteret. Der vil være interesse for Søster Abrahams livshistorie, da den åbner en ukendt verden om en moderne intellektuel kvinde, der valgte at blive nonne.