De forrådte testamenter

Skulle man skrive det kort, er Milan Kunderas budskab i dette lange essay: læs forfatterne, sådan som de selv skriver, lyt til musikken, men pas på formidlerne, der har deres eget ærinde, formidlerne, der ud fra en ofte inferiør position forsøger at fratage de store kunstværker deres unikke position ved at forfladige, nivellere. Den store forbryder i bogen er Kafkas ven Max Brod, der stik imod Kafkas nedskrevne testamente offentliggjorde hans værk (guderne være lovet), men herudover skrev en roman, hvori han "forklarede" Kafka og bøger, hvor han fjerner ham fra sit værk. Et langt lidenskabeligt essay, der går i brechen for Rushdie, Hemingway, Broch, Mann, Tolstoj og blandt komponisterne Stravinski, Janacek og Schönberg. Velskrevet, gnistrende og med oplagte sidespring til Rabelais, Diderot, Cervantes og Sterne etc. og en dokumentation af, hvordan fortolkere af værker - i musikkens verden fx dirigenten Ernest Ansermet - når de bliver sat på plads af ophavsmanden vender sig mod ham med livslangt fjendskab. Underholdende er det, morsomt, medrivende og kun pinligt, når Kundera bogen igennem igen og igen refererer til sine egne geniale værker, der måske, men det er ikke givet, når udødelighed en dag. Men de afsnit lærer man at læse forbi og glæder sig over Kunderas glødende forsvar for kunsten.

Read the full assessment