"Legemet er et fristelsens fængsel. Uudholdelig for den sjæl, der er er ren". Sådan formaner en klog kone med datidens tone af sort selvfornægtelse, da hun lægger sin knoklede, men helende hånd på den lille forkrøblede dreng, der senere bliver præst og et noget usympatisk omdrejningspunkt i denne historiske debutroman fra inkvisitionens Frankrig. I 1300-tallet vokser han op i den lille landsby Montaillou, krøbling i krop og sjæl, og både han og alle andre er fanget i tidens dilemma mellem kødeligt, kropsligt begær og spirituel søgen. Omkring ham er der nådesløs jagt på dem, der ikke tror på den katolske form for kristendom, og på egnen findes der en kættersk, kristen sekt kaldet "De gode mænd", som forsøger at overbevise med en håndfast form for åndlighed, cølibat, streng disciplin, afholdenhed fra alt, hjulpet på vej af bl.a. læsekurser for menigmand af ublide bibelord. Men hverken kærlighed, begær, jalousi, angiveri og hævntørst kan fornægtes, og hvem om nogen er "skyldig", og hvem om nogen er moralsk ren? Et er sikkert, på inkvisitionens tid var afregningen kontant og barsk på brændende bål. Det er en fin romandebut, velskrevet, stemningsfuld og fascinerende gør den inkvisitionens tid og miljø levende. Bred målgruppe.