Fodboldfeberen efter denne sommers slutrunde i Sydafrika klinger næppe af lige med det første, og den vil være med til at fremme omsætningen af gode fodboldbøger som denne, der fortæller om dramaerne ved de tidligere VM-slutrunder.
De to kyndige og velskrivende forfattere, der er journalister og redaktører for henholdsvis årbogen Fodbold, danske kampe og Fodbold, internationale kampe, tager læseren med på en rejse gennem fodbold-verdensmesterskabernes historie. Med et eller to kapitler fra hver af slutrunderne siden den første i Uruguay i 1930 får man genopfrisket og genfortalt dramatiske højdepunkter og skandaler med skurke og helte: Pelé's gennembrud som 17-årig i finalen i Stockholm i 1958, Tysklands og Østrigs aftalte spil i en puljekamp i 1982, Maradona der får hjælp af Guds hånd i 1986. Zidanes nedtur i finalen mellem Italien og Frankrig i 2006 etc. Gode farvefotos undervejs og resultater fra samtlige slutrunder bagest.
Kan i stil og niveau minde om nu afdøde Per Høyer Hansens indsigtsfulde bøger fra de enkelte fodbold-VM, senest hans Fodbold-VM Frankrig '98, 1998.
Fodbold-VM's historie fra 1934 og til 2006, fortalt gennem dramatiske historier på og omkring fodboldbanerne, er underholdende læsning for fodboldfreaks.