Albert og hans familie er de hvide kaniner. Alt er hvidt hjemme hos dem, og snavs er forbudt. Men så opdager Albert en verden fuld af farver. Billedbog for børn fra 4-6 år.
I Alberts familie er alle hvide kaniner, og de bor i et hvidt hus med hvide møbler. Familien har mange regler, og den vigtigste regel er, at snavs er forbudt. Så møder Albert den brune kanin, Theo. Theo viser Albert en ny, farverig verden. Sammen med Theo ruller Albert ned ad den grønne bakke, snuser til gule kamilleblomster, hopper i brune mudderhuller, spiser lilla bær og plukker røde valmuer til sin mor. Da Albert er færdig med at lege, er han ikke længere en hvid kanin. Han har alle mulige farver på sig, og familien bliver helt forskrækkede over, hvor beskidt han er. Men næste dag tager de alle ud og finder flere farver. Dette er italienske Francesca Mascheroni og Isadora Brillos første danske bog.
I kolofonen står, at bogen er til "alle de farverige familier, små, udvidede, rodede, ordentlige, uperfekte, forskellige og ens". Mon ikke også, at mange kan kender til, at en god leg ofte kaster snavs af sig? Både tekstdelen og billedsiden har en skøn humor og sødme, der får børn og voksne til at more sig. Tegningerne gemmer på sjove detaljer, hvor man fx kan finde en banan og en gul Converse-støvle i den gule mark fyldt med kamilleblomster. En sjov måde at snakke om farver på og hylde leg, venskab og livet.
En anden billedbog om at sætte farve på tingene er fx Monsterbogen.