Hermed tredje og sidste del om de jernhårde babies i Zoom Ind-serien. Serien er ikke uden grund særdeles populær hos skolebibliotekets lånere - idet den både byder på populær kvindehåndbold, romantik og gode veninderelationer. I den afsluttende historie om Rikke, Sara, Mette, Janus og de andre er hovedtemaet de jyske mesterskaber i håndbold for de 13-14 årige piger. Men sidetemaerne - Saras forældres kommende skilsmisse og den lille kurre på tråden med Janus - fylder historien vældigt fint ud. Forfatterholdningen til ungdomssport - og her naturligvis specielt hå ndboldsporten - bliver stadig smukt udtrykt gennem træneren, Steen, som med sit afslappede og modne forhold til idrætten er en pryd for sin stand. (Var der bare nogle flere af hans slags !) Serien er velfortalt med masser af identifikationsmuligheder for målgruppen, og illustrationerne rammer bogens uprætentiøse stil og tone helt udmærket. Selv om bogens hovedpersoner altså er omkring 13-14 år, vil serien tiltale masser af piger fra begyndelsen af 4.klasse. Selvlæsning fra ca. 11 år.