Film / nonfiction / dokumentarfilm

De sårede


Description


Mark på 27 og Martin på 23 har begge fået deres ben sprængt af under deres udsendelse som soldater i Afghanistan. Filmen følger de to igennem deres fysiske og psykiske udfordringer i deres nye hverdag, hvor manglen på action og det tidligere tætte soldaterkammeratskab er mærkbar.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 4. May 2011

By

By

Frans Rasmussen

d. 4. May 2011

Om man er for eller imod dansk deltagelse i Afghanistan-krigen, så leverer denne fremragende dokumentar et rystende billede af de menneskelige konsekvenser for danske, unge mænd. Fra 15 år.

Mark på 27 år og Martin på 23 år vender hjem til Danmark efter at have fået sprængt deres ben af under aktion i Afghanistan. Filmen skildrer deres kamp for at finde en ny hverdag. De fysiske og psykiske udfordringer er store. Mark genoptræner på Rigshospitalet og drømmer om en fremtid med kone og børn, samtidig med at han er lidt klar over, at det er urealistisk. Martin kæmper for sin drøm om at vende tilbage til Afghanistan, men tilbydes et job herhjemme i militæret, som ligger langt fra hans drømme.

Instruktøren Louise Kjeldsen har tidligere lavet den gribende dokumentarfilm Store piger græder ikke om den herboende Maisha på 17 år, der genforenes med sin mor i Tanzania. Og som i denne formår hun her at lade hovedpersonerne formulere deres personlige dilemmaer.

I debatten om dansk deltagelse i Afghanistan er filmen helt central. Den giver en flig af forklaringen på, hvorfor danske unge mænd føler sig kaldet til at sætte livet på spil for en umulig sag. Instruktøren formår at komme ind under huden på de to unge mennesker og registrerer uden at fordømme. Det er ikke en film om de danske, politiske beslutninger om krigen, men den fortæller rystende og tankevækkende om konsekvenserne. De to unge har personlig drivkraft om at gøre en forskel, men oplever også befolkningens manglende opbakning.