Claes Johansen debuterede i 1986 med Frygtelige Vera og andre noveller. Hans nye novellesamling omfatter 11 noveller, som stilistisk fortsætter i debutens spor, men nu er nået et langt skridtvidere. Specielt og fascinerende ved Claes Johansens stil er den enkelte novelles skift af fortæller, hvorved der pludselig dukker en jeg-fortæller op med en ofte mindre rolle i novellen. De flestehistorier foregår i et nutidigt univers, men nogle beskriver en mareridtsagtig nærtliggende fremtid bestående af eksisterende problemer, som projiceres op. Titelnovellen beskriver således denaccepterede vold begået af politiet med et kommende samfunds velsignelse. Andre noveller dyrker gysereffekten ved surrealistiske hændelser. Set gennem almindelige menneskers øjne formår ClaesJohansen at tage væsentlige problemer op og beskrive dem vedkommende og dybtgående. F.eks. fortæller novellen »Turister« om to bøssers ferietur til et ferieparadis, hvor det lokale diktaturs torturmod regimets modstanderebliver nærværende og chokerende. I modsætning til hans debut er denne bogs enkle noveller mere sammenhængende og gennemarbejdet. Novellesamlingen er på højde med de bedstenutidige danske novellesamlinger og kan anskaffes i samme eksemplartal.