En rigtig pigeting, som er beregnet til seje tøser fra omkring 12 år, som ikke helt har knækket læsekoden endnu. Det er første del af en serie på foreløbig tre titler.
Forfatteren har før lavet et par bøger om den hemmelige detektiv Filip M. Lund og også bøger til og om danskfaget. Hun har således baggrunden i orden med hensyn til målgruppen og første bog i serien er rigtig godt skruet sammen. Vi møder Betty, Ingrid og Tove og Zille, som i sommerferien mellem 6. og 7. klasse opdager, at de aldrig sådan rigtigt har været blandt top 10 i klassen. Det må der gøres noget ved og det bliver til "De seje tøsers klub" - B.I.T.Z. Grundlaget skal være de fire elementer og under afprøvningen af de forskellige muligheder møder vi pigernes forældre, som nok er bipersoner, men de er beskrevet som så fornuftige, forældre nu engang kan være for 13-årige piger. Sproget er sejt, men velskrevet og der er også lidt at arbejde med for målgruppen. Fortællevinklen skifter mellem pigerne, men her hjælper illustrationerne, som Kristian Eskild Jensen har tilført rigtig meget energi og udtryk. Det er ikke en billedroman, men den har mange af dens træk.
Serien er en nytænkning til målgruppen, men med forbilleder i tidens trivibeskrivelser af teenagepiger både som bogserier og tv-serier.
En rigtig god begyndelse på en ny serie, som vil være et udmærket tilbud til målgruppen, som får en sjov og tempofyldt historie med et fornuftigt forhold til virkeligheden.