En bog til de første læsere, som vil genkende temaet om de tre ønsker, der ødes bort.
Forfatteren, der også kendes fra Rejsefører til det gamle Rom (02/33) og bl.a. har genfortalt Ønskefisken (09/05) og Snehvide og de syv dværge (10/35), tager her historien om de tre ønsker, der også kendes fra Konen med æggene. I denne historie er det et fattigt ægtepar, som i ubetænksomhed spilder ønskerne. Første ønske resulterer i en pølse, andet ønske gør, at pølsen sidder fast på konens næse, og tredje ønske får pølsen fri af næsen. Humøret holdes højt til slut. Bagest i bogen er der forskellige iagttagelsesopgaver, som kan løses. Den meget kortfattede tekst er bygget op efter reading recovery-princippet, hvor samspillet mellem tekst og illustration er vigtigt. Teksten er let at læse (lix 05) og sat med stor typografi. Hardback-indbindingen indikerer "en rigtig bog".
Der er rigtig mange begynderlæsningsbøger - nogle mere pædagogisk tilrettelagt end andre med delestreger etc. Denne bog har ikke delestreger, men vil alligevel kunne bruges til den første læsning.
En af mange titler i strømmen af begynderlæsningsmaterialer, som vil kunne bruges, når man arbejder med eventyr og dets karakteristika. Selvlæsning fra 6-7 år.