En halvgammel, desillusioneret ægteskabsmæglerske, som på grund af et skæmmende modermærke på brystet aldrig har giftet sig, forsøger forgæves at formidle et parti mellem den smukke Yukiko - pigen med de tusind traner og bogens hovedperson Kikujo, hvis afdøde far en tid var hendes elsker, men senere svigtede hende til fordel for enken, fru Oota, der nu sammen med datteren Fumiko nærmer sig Kikujo. Forholdet udvikler sig til en tragedie, og stilfærdigt, men indtrængende og overbevisende skildres spændingen mellem de tre kvinder på baggrund af de gamle, japanske traditioner, specielt tedrikningsceremonien. Skønt den fulde forståelse vil være de fleste vesterlændinge forment, er der i bogen, som stammer fra 1951 og er oversat via tysk, så megen varme og almenmenneskelighed, at man ubetinget anbefaler den. Den er let læst og forsynet med ordforklaring og en kort efterskrift. For alle biblioteker.