PS3, Xbox 360. Der skal ikke være tvivl om at Dead or alive-serien (DOA) altid har stået i skyggen af Tekken-spillene og egentlig er mest berømt for sin voldsomt overdrevne præsentation af diverse kvindelige attributter. Men alligevel har det været en sejlivet serie som nu er nået til sin 5. inkarnation. Ikoner for vold og sex er tilstede. Hvor sex er ved jeg så ikke. Pegi er 16 men 12+ er rimeligt for denne titel.
Vi er i velkendt beat 'em up territorium her, og selvom blikfanget stadig handler om fornævnte kropsdele så skjuler der sig et fremragende kampsystem herunder. DOA giver både novicen og den erfarne en masse at tage sig til. Det er let at lære og svært at mestre; Og det er grundreglen for et godt beat 'em up. Samtidig er spillet grafisk set meget overbevisende og animationerne særdeles livagtige, og med 22 vidt forskellige figurer er der nok at lære samt at se på. Den gængse historie, arkade og multiplayer-modes er tilstede samt en (ret så essentiel) træningsdel.
På de nuværende konsoller er de oplagte konkurrenter Soul Calibur V, det seneste Mortal kombat samt Tekken 6, men DOA kommer teknisk og underholdningsmæssigt op på højden af disse.
DOA er måske ikke superoriginalt men det gør hvad genren dikterer, og det gør det rigtigt godt. Ikke så mange dikkedarer, men bare solidt gameplay, flot grafik og høj underholdningsværdi for alle der værdsætter en go' gang slagsmål. Attributter eller ej.