BH er gået lidt bag om avisklummer og anmeldelser og har skrevet en roman med selvbiografiske elementer om en dag i en midaldrende journalists liv (som bekendt også så meget af en nøgleroman at det blev interessant på Rådhuspladsen og omegn). Dagen viser sig at blive den sidste arbejdsdag for journalisten på kulturredaktionen, efter at hun i chefredaktørens berømte hjørneværelse har fået en fyreseddel, fulgt af de sædvanlige floskler og bortforklaringer. Både før og efter denne begivenhed følger læseren hende gennem glimtvise erindringer om barn og mænd, om mennesker hun har kendt mere flygtigt, om bladet - og gennem drømme og måske hallucinationer, hvor hun føler uvirkeligheden og angsten snige sig ind, og hvor hun sådan set har bedre kontakt med de døde end med de levende. Stilen er lidt sortkantet vittig, selvironisk, både spids og flydende, og det journalistiske snit fornægter sig ikke, så bogen er også underholdende midt i alt det smertefulde. Her er små skarpe billeder af en række mennesker, foruden et mere facetteret af hovedpersonen og hendes livtag med tidsånden i forhold til ungdommens idealer - og med den deadline, som er bogens mere end tvetydige titel.