Vi starter med en helt almindelig historie om Bobby, der har hjernerystelse, er forelsket i klassekammeraten Eva og skal en tur til Spanien med sin klasse. Bobby er meget optaget af historien om en maurerkonge, der gav sin egen søn, Ahmad, som gidsel, og det bringer Bobbys fortrængte barndomserindringer frem i en sådan grad, at Spaniensturen gennemsyres af blod, vold og drab, og ved bogens slutning finder vi Bobby på sindssygehospital. Bogen er nydeligt trykt og har et farvestrålende, dramatisk forsidebillede, der viser Bobby, Ahmad og en maurisk dolk. Fortællingen er skrevet i et mundret og flydende sprog med megen dialog. Spændingen opbygges langsomt, og forfatterens teknik med at gradvis lade læseren ane, at Bobby står bag de forskellige overfald uden selv at kunne huske det, er særdeles virkningsfuld. Man kan ikke lade være med at lade sig indfange af historien om den rare, almindelige, forelskede og fantasifulde Bobby, der allerinderst inde har gået rundt med et stort sår på sjælen, indtil det så endelig slår klik for ham. Til ungdomsafdelingens lånere, fra ca. 14 år.