I dette 7. og sidste bind i den australske ungdomsserie om en flok unge i krig holdes interessen, intensiteten og spændingen på samme høje niveau som tidligere. Slutningen på krigen er nær, og Ellie og hendes venner instrueres af de newzealandske befrielsestropper i at aflede og sabotere fjenden op til D-dag, det endelige opgør. Beskrivelsen af dette er som en actionfilm med højdepunkt efter højdepunkt af spænding og fart. Det lykkes gruppen at sprænge et benzindepot og afspore en jernbane, men de bliver skilt undervejs, og Ellie tages alene til fange i en grufuld fangelejr. Hun får at vide, at de andre er døde, og sorgen er næsten ubærlig. Efter befrielsen forenes hun med sine forældre, og endelig også med sine venner. Men freden er svær, intet er som før, og krigen har sat sine spor. Slutningen er troværdig, og bogen er som de øvrige yderst velskrevet. Mageløst flot serie for unge fra 12 år og voksne. Det oplyses, at forfatteren har skrevet første bind af en ny serie om Ellie og en ny krig.