Den arktiske ørken

Det er en rigtig god digtsamling Kirkeby har ude denne gang - båret af nærvær, nerve og sjælden høj grad af overensstemmelse mellem sprog og budskab. Kirkeby kan som andre skrivende billedkunstnere have en tendens til at operere i et abstrakt univers, hvor tekstens stoflighed og mening kan være svær at indfange. Men her mærkes det tydeligt, at han har noget på hjerte - at teksterne er skrevet og drevet af indre nødvendighed, og der lægges ikke skjul på, at digtene er blevet til på baggrund af smertelige private oplevelser omkring alvorlig sygdom og skilsmisse. Men de personlige oplevelser forløses vellykket og bliver aldrig private, men netop personlige erfaringer, der omsættes kunstnerisk vellykket og i smukt symbolsprog: "Husker den kolde vind gennem hjernen/som en trækvind fra køkkenet/Den unge kvindes bøjede nakke/ glimt af fjordens flodagtige vandspejl/faldet//". Det er prosalyriske forløb af vekslende længde over siderne, hvor alvoren isprænges selvironi, og hvor de enkelte digte eller tekstfragmenter både kan læses i sin autonomi og som dele af en samlet associeret helhed med tankespring og udløbere til de emner, der presser sig frem. Malerens billedskabende sind fornægter sig ikke, men det er det distinkte sprog, der er det bærende her.

Read the full assessment