Bertel Haarder er i sine debatbøger kendt for skarpe og kontroversielle standpunkter, og det er befriende at læse en politiker, der tør skyde fra hoften mod ømme punkter. Her er der tale om velskrevne og klart formulerede holdningsprægede indlæg, som givet vil opfylde formålet med at vække til debat og modsigelse. Trods forsikringer om det modsatte nærmer han sig i sin iver næsten danskfjendske holdninger. Brakdanskere er vi. Vores nationale selvforståelse bygger på en fortrængt fortid. Tornerosesøvn har vi sovet, og det ønsker B.H. at gøre op med. Med eksempler fra bl.a. 1864 og Dannevirkeromantikken, Danmarks bidrag til kampen mod nazismen (dansk mad til Tyskland som det vigtigste), holdninger til indvandrerspørgsmålet og EU konfronteres læseren med provokerende og vigtige spørgsmål med henblik på at skærpe dansk selvforståelse, ånd og kultur.