En ren himmerigsmundfuld af en arkitektturberetning for de mange interesserede. Eneste indvending er dens fysiske vægtklasse, men det er et værk der tiltrækker sig bladre-opmærksomhed på enhver udstilling i biblioteket.
Udspændt mellem Fyrkat fra 980 og Bjørn Nørgaards boligbyggeri på Bispebjerg Bakke i København fra 2007, præsenterer bogen 137 arkitektoniske værker fra de sidste godt 1000 år, som på hver sin måde bidrager til forståelsen af dansk arkitektur. Arkitektur tolkes her meget bredt: lige fra kirker og slotte til villaer, sportsanlæg, hele gader og landskabsplaner. Udvalgt efter deres betydning på bygge- og anlægstidspunktet og for deres måde at sætte spor og pege frem mod nye veje. Hermed adskiller bogen sig fra en egentlig arkitekturhistorie, og man møder mange overraskelser i udvalget af værker - spændende læsning! Hvert stykke arkitektur præsenteres over 3-4 sider, hvor bogens mange forfattere gør det lidt forskelligt, så hvert opslag ikke bare ligner det forrige i sin opbygning. Der er gode registerindgange samt en interessant indledning over godt 60 sider, hvor dansk arkitekturs historie skildres igennem 4 temaer.
Emnet er rigt dokumenteret i kanons, arkitekturguides og -historier samt bøger om bygningskultur.
Nyt standardværk der lægger ny viden og tolkning til den eksisterende litteratur om arkitekturen i Danmark. Fungerer også fint som appetitvækker til en rejseplanlægning. Der vil uden tvivl være nogle af de 137 værker, der ikke er alle bekendte.