En sjov bog om svære emner som sygdom og savn. Den tager alvoren alvorligt, og er samtidig fuld af fantasi og charme. Fra 10 til 12 år og god til oplæsning.
2. bind i serien om Mikkeline, der har mukket sig til sit kælenavn, Mukkeline. Mikkelines mor er syg, og er gradvist ved at miste sin førlighed. Mikkeline er stadig meget vred på sin far over forældrenes skilsmisse, og i lang tid kalder hun ham kun for "Manden". Vi følger Mikkeline, hendes familie og venner: på weekendtur, hvor vennen Mikkel ser havet for første gang, de opbygger et is-imperium, de udspionerer faren og hans nye kæreste mm. Bogen er rigt illustreret i scrapbogsstil med små og store tegninger, opskrifter, skattekort, breve og små tegneserier. Bogen slutter med "fortsættelse følger".
Meget vellykket bog om svære emner. Både Mikkeline og Mikkel har deres at slås med, og deres samtaler og venskab er virkelig fint skildret. Det særlige ved denne bog er, at alvoren tages alvorligt, samtidig med at den er fuld af humor; den sprudler af fantasi og skæve indfald, som både børn og voksne får, når de er i Mikkelines selskab. Illustrationerne er humoristiske og supplerer historien godt.
I bøger om børn og deres problemer glimrer de voksne ofte med deres fravær, men i denne bog er de hjertevarme og fantasifulde mennesker, der holder af Mikkel og Mikkeline. Børnenes venskab og kærlighed til dyr minder om Paris Belinda Hansen, der til gengæld ikke kan hente hjælp hos de voksne.