Mødet mellem magi og realitet i nyere dansk børnelitteratur er centrum for denne let omarbejdede ph.d.-afhandling. Skyggebjerg indkredser genren med udgangspunkt i en række teoretikere bl.a. Todorov og Nicolajeva. Hun ender ud i en genredefinition og beskrivelse byggende på forholdet mellem magi og virkelighed, sat i relation til bl.a. fantasy og eventyr. I et genrehistorisk afsnit redegøres for især den germanske og angelsaksiske indflydelse samt det danske paradigmeskift i 1967, som er bogens udgangspunkt. I 1967 udkom Lille Virgil og de første Silas- og Snøvsenbøger. De indledende afsnit er fundamentet for analyser af seks danske fantastiske fortællinger fra 1967 til 2003, bl.a. Gummi-Tarzan, Shamran og Skammerserien. Analyserne fremdrager genretypiske fællestræk som forholdet magi/virkelighed, barn/voksen, ondt/godt, individ/fælleskab samt sproglige træk og referenceværker. Bogen træder nyt land i dansk sammenhæng. Det er en vægtig og velunderbygget afhandling, som nu er tilgængelig for studerende og andre med særlig interesse for den højaktuelle genre og for dansk børnelitteratur. Udbyggede registre og litteraturhenv. I forvejen findes bl.a. antologien På fantasiens vinger, 2002, som denne fint supplerer og understøtter.