Ny roman fra kult-forfatteren Haruki Murakami. Et unikt og særegent værk, som dog ikke hører til forfatterens mest mystiske. Murakamis romaner er ikke mainstream læsning, men han har for længst slået sig fast som en stor forfatter, og romanen har uden tvivl mange ventende lånere.
Tsukuru er en enspænder, sidst i trediverne, som altid har følt sig farveløs. Da han møder den lidt ældre kvinde Sara, får hun ham til at åbne op omkring sin fortid. I Tsukurus ungdom var han del af en gruppe på fem. Men en dag vender gruppen ham ryggen uden forklaring. Tsukuru er ved at gå i stykker. Sara får Tsukuru til at opsøge de fire gamle venner, og gennem mødet med dem, får han langsomt opklaret, hvad der skete dengang for 16 år siden. Samtidig får Tsukuru også mere farve på sin egen person, for han var slet ikke farveløs! Dette er en smuk, og ikke spor farveløs udviklings/dannelses historie om manden Tsukuru, der først får farver og identitet, da han ser sig selv gennem andres øjne. Bogen hører ikke blandt Murakamis mest komplicerede romaner, men kræver dog stadig en skarp læser, der kan lide at tolke og analysere.
Murakamis forfatterskab er så unikt, at det er svært at sammenligne med andet end hans egen litteratur. Herværende roman kan bedst sammenlignes med Murakamis egen Norwegian wood, 2005, da handling og tema har flere fællestræk.
Endnu en smuk og særegen roman, fra én af vor tids store forfattere. Hører ikke blandt Murakamis mest komplicerede værker, men kræver dog en skarp læser.