Udvalgte essays fra perioden 1946-68. Fem har tidligere været offentliggjort i samlingerne På vej ind i Vandmanden (1961) og En boggave (1965), mens resten er hentet fra Land og Folk og den traditionelle scherfigske Årbog. Emnerne for Scherfigs bidske, til tider rammende, til tider blot naive, men journalistisk velturnerede pen er mangeartede: udenrigspolitiske forhold, militærets og politiets overgreb, ejendomsrettens tåbelighed, efterretningstjenesterne, det kommercielle juleri, kritikkens usaglige og profitbestemte modejagt, arkitekttyranniet og forbrugerismen, specielt den idiotiske bilsyge. Der siges mange rigtige ting i bogen, men den er unuanceret og i nogen grad forældet. For ofte køres der los med de gængse klicheer om politiets råheder; og det er ganske betegnende, at et i mange henseender tankevækkende essay som »Hvo ej rede la'r sit hår« (jfr. omslagstegningen af Konrad fra »Den store Bastian«) ikke følges op med en kommentar til bøllestregerne i Hjardemål i 1970.Anskaffes som Scherfigs øvrige tidskommentarer. P.S. Et enkelt essay »Sang ved vugger« kan specielt anbefales højtråbende tilhængere af triviallitteratur i bibliotekerne.