En bog til dem, der kan lide at læse spændingsbøger både mænd og kvinder.
Helle Vincentz er journalist, hun har beskæftiget sig med olieindustriens sociale ansvar, og det sammen med hendes tidligere ansættelse ved A.P. Møller-Mærsk må man gå ud fra, har givet hende en viden, som hun bruger i sine romaner. I 2011 udkom Den afrikanske jomfru. Caroline Kayser er karrierekvinde, hun er ansat ved Dana Oil, som har mange olieskibe, der sejler i farvande, som er truet af pirater, og da besætningen på Marta nægter at sejle gennem det snævre Malaccastræde uden beskyttelse, melder hun sig frivilligt til at rejse ud og løse konflikten. Men de bliver kapret og dermed er Caroline - igen - i en livsfarlig situation. Synsvinklen skifter mellem Caroline og de kaprede søfolk, en af piraterne, SecureWater - firmaet som forhandler med piraterne - og en dødssyg kvinde, som inden hun dør, ønsker at gøre noget godt. Der er fart over feltet, Helle Vincentz' brug af cliffhangers gør at man bare lige skal have det næste kapitel med.
Nutidens pirater er beskrevet i enkelte romaner af blandt andet Wilbur Smith og Henrik Desmond.
Helle Vincentz anden roman er overbevisende, hun hun formår at holde spændingen oppe, og lige bortset fra, at historien om den dødssyge kvinde for mig virker lidt påklistret, så synes jeg forfatteren holder tungen lige i munden med hensyn til mixet af spænding og moralske spørgsmål. Jeg håber ikke, jeg skal vente til 2013 for at få svaret på romanens sidste spørgsmål.