Den forbudte have

Neorealismens mester Vittorio De Sica vendte i 1970 stærkt tilbage med denne politiske lignelse, der blev Oscar-belønnet. Fra 15 år.

Italien 1938. Det fascistiske styre med Mussolini i spidsen jagter jøderne og indskrænker deres rettigheder. Bl.a. må tennisklubberne ikke bruges af jøder. Men bag de høje mure, der afgrænser adelsfamilien Finzi-Continis prægtige have, udspiller tennis og livets fornøjeligheder sig blandt de unge uanfægtet af den politiske situation. Familiens datter Micol efterstræbes af Giorgio fra en jødisk middelklassefamilie, men hun har en affære med en anden. Da virkeligheden trænger sig på og murene nedbrydes, må hun indse at hun har sløset med sine følelser.

Efter sine neorealistiske hovedværker Cykeltyven, Miraklet i Milano og Umberto D. lavede han lettere underholdningsfilm frem til 1970, hvor han fik et stort kunstnerisk comeback med denne film, der i lighed med Bertolucci's Medløberen fra samme år rusker op i et stykke italiensk historie. Begge film har stjernen Dominique Sanda i hovedrollen, men trods deres fælles tema lægger De Sica mere vægt på den personlige og sociale tragedie, mens Bertolucci er mere direkte politisk.

De Sica formår på en visuel original måde at understrege filmens to emner: det private og det politiske drama ved gennem nærbilleder og vinkler at skabe usikkerhed om havens størrelse og rum, samtidig med at filmens grufulde pointe trækkes til det sidste. De Sica's sidste store film viser sin holdbarhed.

Read the full assessment