Hvad gør man med en forelsket slikautomat? Hvordan bliver man valgt som dukke i et lykkehjul? Og hvad er det for nogle mærkelige væsner, Albert møder i skoven? Det er nogle af de spørgsmål man får svaret på, når man læser denne nye oplæsningsbog af det kendte makkerpar, som tidligere har lavet mange billedbøger sammen, sidst Englen og fluen, 2003. Det er syv sjove, fabulerende, anderledes, eventyrlige og ind i mellem lidt besynderlige historier. Forfatteren er også dramatiker og instruktør, og det kan godt mærkes på den måde, historierne er fortalt på. Man kan næsten se historierne opført som teater, efterhånden som man kommer ind i deres univers. Bogen er illustreret med s/h illustrationer, som i en sjov og markant stil tilføjer liv, humor og dramatik til alle historierne. Det er oplæsning og frilæsning for børn og barnlige sjæle fra 6-7 år.