Den velhavende Hannibal Olsen (11 år) virker som lidt af en enspænder, måske p.g.a. forældrenes egoistiske stræben efter velfærd. Kammeraterne siger ham ikke meget - og omvendt. Forældrene har travlt med deres. Hjemme på sit værelse bag en lukket dør lever han i sin egen drømmeverden blandt sørøvere på de syv verdenshave. Hans forbillede er den berømte Sir Francis Drake, der på sin ene arm har en tatovering af et dødningehoved. Ønsket om at få en lignende tatovering vokser, men der skal en alvorlig provokation til fra faderens side, inden oprøret i Hannibal Olsens indre bliver stærk nok til at han kan gøre alvor af sit ønske. Han opsøger byens havnemiljø og finder her et par mennesker, hos hvem han oplever en vis forståelse. Det er en velskrevet, morsom og humoristisk bog, der dybest set behandler et yderst alvorligt emne. Forfatterens sprog understreger såvel alvor som humor i bogen. Teksten er bygget op af forholdsvis korte sætninger, hvilket bevirker en vis fartoverfeltet.Bogens sider bliver overskuelige ved korte linier og en tydelig letlæselig typografi. Den kan selvlæses i 3.-5. klasse. Birgit.