Forfatteren så engang Rembrandts maleri "Den fortabte søns hjemkomst" i Sct. Petersborg og blev dybt grebet af det. På billedet ses, hvordan den gamle far lægger sine hænder på den pjaltet klædte søn og hilser ham velkommen hjem. Forfatteren tilbragte mange timer foran maleriet, og det inspirerede ham til genlæsning af lignelsen om den fortabte søn (Lukas 15, 11-32). Det bragte ham i forbindelse med noget i sig selv, som lå dybere end et livs op- og nedture, nemlig den menneskelige ånds stadige længsel efter at vende hjem til Gud, som han skriver. Der er tale om en almenmenneskelig situation. Selvom der står meget om maleriet er bogen ikke en kunsthistorisk gennemgang af maleriet, men en kristelig tolkning af lignelsen bygget på personlige erfaringer. Forfatteren gennemgår de enkelte personer (faderen, den yngste søn og den ældste søn) og gennemarbejder deres motiver og roller i lignelsen. Han viser, hvorledes Gud kalder mennesket ud af dagligdags fænomener som misundelse, ensomhed, bitterhed og vrede og leder det tilbage til det hjem, hvor det i virkeligheden hører til.