I forlaget Alrunes serie Heltesagn, skrevet for læsere på tredje/fjerde klassetrin (ca. 10 år) med udgangspunkt i Saxos danske folkesagn, har forfatteren og illustratoren Orla Klausen nu taget fat i sagnkrøniken om Amled, den gale prins af Danmark som Shakespeare gjorde verdensberømt under navnet Hamlet. Det er dog kun 1. del af fortællingen fra Amleds overværelse af brodermordet på faderen, og til han sendes af sted til England under dække af en dannelsesrejse, men med skumle planer fra tronraneren Fenge om at likvidere Amled undervejs. Historien synes noget komprimeret, f.eks. skøjtes der lige hurtigt nok over et par væsentlige detaljer, ligesom en ekstra korrekturlæsning nok også havde hjulpet på helhedsindtrykket. Hovedpersonens navn er ikke stavet helt konsekvent. Men Klausens tegninger opvejer langt hen ad vejen hvad teksten har af mangler. De er både meddigtende og spændende at fordybe sig i, så målgruppen skal nok også finde fornøjelse i denne fortælling ligesom de har fundet i de øvrige bøger i serien. Bogen er til fritidslæsning men kan også som serie indgå i et historieforløb.