Til læsere af politiserende romaner.
En genreblanding af historiske facts, søroman og ungdomsskildring med skift mellem hovedpersonen Kasper ombord på Jessie i fart på Indonesien 1965 og CIA-toplederen Ed Rossen, der i det skjulte foranstalter kup og modkup mod Sukarno for at få landets store kommunistparti sat ud af spillet. Resultatet kendes som en af historiens store massakrer, hvor også Kasper og flere hans venner dør sammen med tusinder af indonesere. Vægten ligger på Kasper blandt besætningen og i land sammen med Nadia, Jimmy og Ella - alle unge indonesere. Følelserne, usikkerheden og forelskelsen i Nadia står i centrum. Men sproget er generelt blodfattigt, og handlingen går tit død i udvendig beskrivelse og deja-vu til barn- og ungdommen. Heller ikke ofte omstændelige hovedsætninger på op til 10 linjer letter læsningen. De fleste personer er endimensionale og står tit blot som formidlere og katalysatorer for gentagne bagvedliggende budskaber om fx racisme og imperialisme. Sammenhængen mellem de to handlingsspor virker ofte kunstig og Rossen som en standard USA-kritisk skabelon. Bedst står Kaspers hverdag, hvor forfatterens sømandsbaggrund slår igennem. Forfatteren har tidligere bl.a. skrevet Må Gud bevare Amerika.
Der ses ikke andet om massakren.
Sætter sig mellem to stole ved både at ville fortælle en historie og historien bag en virkelig begivenhed og jeg synes, at personerne har for lidt selvstændigt liv, og at sprog og plot er for tyndt til rigtigt at fænge.