Denne bog om den gode skolestart er skrevet målrettet forældrene, men også skolens pædagogiske personale kan have gavn af at anvende bogen. Det er en hurtigt læst udgivelse, som kan danne et godt udgangspunkt for klassens første forældremøde.
Forældre som møder skolen for første gang, har et hav af spørgsmål og forventninger til, hvad der skal ske. Denne bog besvarer de fleste af disse spørgsmål kort og præcist i et meget letlæst sprog med en positiv indstilling til det kommende samarbejde mellem skole og hjem. Bogen berører emner lige fra penalhusets indhold til vurdering af barnets skoleparathed og kan nærmest betragtes som det første forældremøde på skrift. Hæftet er derfor både et godt oplæg til forældremødet, så forældrene kan møde forberedte frem, eller kan anvendes som en slags opslagsværk af forældremødets mange aftaler og informationer, som ofte forsvinder i mængden.
Ønsker man emnet uddybet yderligere, er det oplagt at læse Janne Hejgaards Mit barn skal i skole : forældrehåndbogen, 2007. Det er en udgivelse, som kræver mere af sin læser, men som derfor også kommer mere fagligt i dybden.
Dette er en glad, positiv og letlæst bog om den gode skolestart. Bogen er en god hjælp for både skolen og forældrene til at få samarbejdet godt i gang, så børnene kan få den bedst mulige start på deres uddannelsesforløb og deres sociale liv de næste mange år.